Som installationsleder i Københavnsområdet har Kim et bredt ansvar for et team på 25 montører, en projektleder, en projektkoordinator og flere lærlinge. Her er arbejdsopgaverne mange, som omfatter blandt andet rekruttering, økonomisk styring, optimering af arbejdsgange samt fokus på et godt arbejdsmiljø.
“Jeg er både leder for et stort team og med til at sikre, at vores afdeling fungerer optimalt på alle fronter.”
Fra elektriker til ledelsesansvar for et stort team
Kims karriere startede som elektriker, hvor tiden på byggepladser gav ham praktisk erfaring. Et ønske om at arbejde med specialiserede sikkerhedsløsninger fik ham til at tage springet til sikringstekniker. Efter nogle år i den funktion valgte Kim at videreudvikle sine lederegenskaber og blev eksamineret sikringsleder.
“Det er en rejse, der i dag har bragt mig til rollen som installationsleder i G4S.”
Derfor er Kim leder i G4S
Gennem sin opstart har Kim oplevet stor åbenhed og hjælpsomhed blandt kollegaer. Der er altid nogen klar til at hjælpe, hvis man er i tvivl om en procedure eller en kontaktperson. Kim trives i sin lederrolle, hvor han oplever det særligt motiverende at mærke den positive indflydelse, hans lederskab har på både teamets udvikling og de konkrete resultater, de skaber sammen. Han nyder især at se humøret og energien stige, når målene nås.
"Som leder betyder det rigtigt meget at være med til at drive sine medarbejdere i mål med projekter."